HAPPY NEW YEAR!

Vores første uge på Kia-Ora Feedlot

Så er første uge ved at være gået her på Kia-Ora Feedlot, og vi er glade for vi havde is i maven og gav det en chance. Hvad der startede ud som noget rigtig møg, har vist sig at være ganske godt! Som vi skrev i sidste uge, har vi problemer med aircondition. Vi havde 40-48 grader indenfor sidste søndag, alt efter hvor i huset vi befandt os. Klinkegulvet var brandvarmt på vores badeværelse, næsten så varmt man ikke kunne stå på det uden at brænde fødderne af og toiletbrættet så varmt man skulle tro, der var indbygget varme i.

Vi er blevet inviteret op i Rolanda og Johns hus at bo indtil vores nye aircon kommer. Det skulle den gerne gøre mandag. Vi har haft en rigtig god første uge både med dem og på job. Det har været/er rart at bo sammen med dem, så vi alle kan lære hinanden at kende, også uden for arbejdet. Jeg har allerede fået redet en masse og det var jo lige hvad jeg havde ønsket mig. Her er mange heste på stedet, men ikke alle er ejet af Rolanda og John. Nogle af de(cirka 15) andre medarbejdere har også selv heste, som de bruger til at drive kvæg. Kvæg er her også mange af. Godt og vel 5.000 kvæg men her er plads til 10.000 stks. Kia-Ora Feedlot er virkelig stort. 45.000 hektar/105.600 acres – svarende til arealet af Falster. Så her er ret god plads! 15 km. grusvej op til “hovedvejen”. Her glemmer man IKKE skovlen, og gør man, kan det bedst svare sig at købe en ny. Haha.

Malte varetager lidt forskellige opgaver, bl.a. lidt service på maskiner, fodrer heste morgen/aften og hjælper med at sætte skygge-net op til kvægene, det har de virkelig brug for på de varmere dage, og ellers hvor han kan gå til hånde.

Rolanda og John er væk den kommende uge, så vi har haft deres hus for os selv siden lørdag morgen og de kommer ikke hjem før engang slut næste uge. Under huset kan vi høre de to uger gamle hundehvalpe, og vi(jeg) kan næsten ikke vente til hunde-mor vælger at vise dem frem. Jeg er ude at kigge med lommelygten hver dag, ligger med øret mod gulvet og snakker til dem. KOM SÅ UD! Temperaturen er også faldet hvilket er vildt dejligt. Aldrig har 35 grader føltes rarere end her, når det plejer at være noget nær 45 grader.

Vi har det godt, er glade for vores beslutning om at give stedet og jobbet en chance og så er det jo altid en bonus, at der
tikker penge ind på kontoen. Her er stadig totalt brand-frit, så ingen grund til bekymring. 🙂

Malte i sadlen lørdag eftermiddag.

 

Summer Cat. Hende har de haft siden hun kun var 5 dage gammel. Opfostret på komælk. Bamsen er hendes “mor”, hun ligger dagligt og sover hos hende og sutter på en tot stof. Cute.

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

HAPPY NEW YEAR!