HAPPY NEW YEAR!

Så blev det 2020. Året, hvor vores andet Australien eventyr begyndte.
Vi landede i Melbourne d. 31 December kl. 18.15, hvor vi blev hentet af Emma og Niels, så vi ikke skulle til at finde ud af offentlig transport, hvilket nok ville være noget nær umuligt på nytårsaften. Vi kørte ud til dem, fik et bad, skiftet tøj og direkte i byen.

D. 1. januar blev tilbragt i sengen med med (for nogens vedkommende) tømmermænd og jetlag.
De efterfølgende dage gik bl.a. med en tur til Seaford og spise frokost med Emma og Niels og nyde det lidt varmere vejr, end vi var blevet vant til fra Danmark. Vi skulle også have pakket vores ting sammen og arrangeret det hele ude i bilen, så vi var klar til at køre de 1200 km. til Walgett, hvor vi skal arbejde de næste 3 måneder. Turen herop kendte vi jo, det er trods alt ikke mere end 6 uger siden vi kørte ned til Melbourne af selv samme vej.

Igår d. 4. ankom vi så til Kia-Ora Feedlot, som er navnet på farmen vi skal være på, efter en lang køretur igennem en masse småbyer, indtil vi så til sidst endte ude midt i næsten ingenting. 90 km. fra nærmeste by(uden supermarked) og med 44 grader på termometeret.

Vi blev vist hen til en lille bolig/skur med et stuerum, et soveværelse og køkken + toilet. Lige så snart vi havde lukket døren bag os, var vi begge klar til at springe ud i bilen og køre op til Eva og co. i Darwin! Malte havde inden for de første 15 minutter søgt to nye jobs. “It’s not much, but it’s got an aircondition” sagde Rolanda(farm mutter), og ja, det er her da, men den kan ikke få temperaturen under 35 grader, så der må vi lige have en venlig snak med dem om et supplement. Vandet i vandhanen er forresten også brunt, da vandet et pumpet op fra det lokale vandhul eller noget i den stil, så godt vi har vores 50 l. vanddunke så vi kan hente drikkevand andetsteds.
Vi gik i seng våde af sved, uden aftensmad og med uro i sindet. Da klokken var 23 prikkede Malte mig på skulderen og spurgte, om vi ikke bare skulle give det en chance, og det har vi så valgt at gøre. Det har hjulpet lidt at få sovet på det, men indtil videre er det stadig med meget stor spænding, hvordan vi ender ud og hvordan det hele kommer til at forløbe sig. Vi har endnu ikke mødt dem vi skal arbejde for, Rolanda og John, da de først kommer hjem i dag søndag aften. Vi blev vist på plads af en arbejder og ved derfor ikke rigtig hvad der er op og ned endnu.

For ganske kort tid siden bankede det forresten på døren. Vores nabo, en kollega, ville høre om vi har handlet godt ind, for ellers kører de ind og handler. 120 km. på grusvej. HAHA!
Sikke et eventyr vi har begivet os ud på. Vi har hinanden, det er det vigtigste og så skal vi nok klare det her.

Lige til aller sidst, skal I alle vide, at vi ikke er i nærheden af skovbrandene her i New South Wales. Vi passer på os selv og tager ingen chancer. <3