Post fra Western Australia

Vinteren er kommet til Australien og regnen dominerer 6 ud af ugens 7 dage. Vi befinder os i en stald, Seahorse Racing, med 32 trav/pacing heste 10 km. nord for Busselton. Huset ligger ikke mere end 100 m. fra stranden og havet, hvilket har været super dejligt i de varmere måneder. Jeg, Annisette, har tilbragt snart 3 måneder her på stedet. Min dag starter 6.30 i stalden, hvor jeg sammen med Terry(det er min chef) træner mellem 6 og 12 heste. Derudover er der også en masse småjobs der også skal ordnes. Det kan være at reparere ødelagte hegn, flytte heste rundt på markerne, tæmme føl, vaske udstyr m.v. Morgenarbejdet i stalden tager cirka fire timer, så når alle heste er fodret, trænet, vasket og vi har forberedt hestenes aftensmad, så går vi op og spiser morgenmad sammen. Vi bor alle under samme tag, men har vores egne værelser. Med vi mener jeg Malte og mig selv + de to andre backpackers der også arbejder her. Emilia fra Tyskland og Jana fra Schweiz. Og så Terry, selvfølgelig. Alle måltider spiser vi sammen. Jeg laver som regel aftensmad og så skiftes de andre til at vaske op. Det passer mig rigtig fint. Nå – efter vi har spist morgenmad lukker vi hestene på fold, og der bliver de til 16.30, hvor de igen bliver lukket ind. Hver aften strigler vi hestene og ordner deres hove – vel at mærke kun de heste, der deltager i løb, og det er lige for tiden 9 heste, så det tager os godt og vel en time.

Mindst en gang i ugen er der løb, og her er jeg som regel med for at hjælpe med klargøring hestene før løbet. Somme tider er vi af sted med 6 heste af gangen, så jeg har også lært at køre med hestetrailer. Vi kører som regel mere end 250 km. for at deltage i løb og præmiesummene i de store løb kan nogle gange være op til 100.000 australske dollars, svarende til 460.000 kr. Desværre gik det os ikke super godt sidst vi deltog i to store løb. Vi kom hjem med sølle $2.000. Så er det bare tilbage i træningslokalet og øve videre.

For lidt siden tog vi på weekendtur til Perth. Det var rigtig dejligt at komme lidt væk fra hestene og vi nød tosomheden, som vi ikke havde haft længe. Vi fik slappet af, gået byen tynd, ladet depoterne op med sushi, McD(ups), morgenmadsbuffet, drinks i byen og dansede næsten lige til den lyse morgen. På hjemturen kørte vi gennem Fremantle, en forstad til Perth, hvor vi fik rundvisning i det vist nok ældste fængsel her i Western Australia, bygget i 1850’erne af engelske straffefangere. Rigtig spændende og sikke nogle historier vi fik fortalt.

 

 

 

 

 

Ellers bruger vi vores fritid på at gå tur på stranden med Leah, det er Terrys hund, sejle kajak, spille brætspil, forberede bilen på endnu en lang køretur og ellers opleve området vi bor i inden vi lige om lidt kører nordpå.

For godt 6 uger siden færdiggjorde jeg, Malte, mit arbejde på en gård i nærheden af Kojonup (når jeg siger i nærheden mener jeg 60 km fra). Der var jeg i 7 uger. Det var en farm på 7000 tønder land og 3000 ekstra i vente. Farmen bestod primært af 7000 får – mix af Marino og Crossbreds. Dertil var der 160 stykker Angus kvæg. Arbejdet bestod i at fodre får samt kvæg, drive får ind og ud fra markerne så de kunne vaccineres, klippes osv. Dertil var der en masse vedligehold og andre farmpligter såsom reparation af hegn, vandingsanlæg, afbrædning, tilsåning samt sprøjtning af marker og meget andet. Et par aftener tog Justy (gårdejeren) mig med på rævejagt, for dem var der virkelig mange af. Jeg fik fortalt, at på 5 km2 kunne der være op til 450 ræve. Den massive bestand er grundet det store antal får og lam i området. Jagten var efter mørkets frembrud, så vi kørte rundt i en 4-hjultrækker med en stor spotlampe. Når man lyste omkring kunne man se øjne overalt og når ræve står i lyskeglen står de stille. Så er det ellers bare at tage ladegreb og sigte lige mellem de to lysene øjne. På to dage fik vi skudt 36 ræve og set det dobbelte, hvis ikke mere.

Vi var også på kængurujagt. Dette foregår på præcis samme måde som rævejagt og der kan være flere hundrede kænguruer på bare én mark. Kænguruerne er set på som skadedyr, fordi der er så mange men også fordi at de spiser landmændendes afgrøderne, ødelægger hegn og kan påvirke dyrerne på markerne. De kænguruer der blev skudt på jagten, blev brugt til hundefoder. Så istedet for at regulere og lade dyrene ligge, blev det hele brugt, hvilket moralsk var en trøst når der blev skudt flere hundrede på en aften.

Justy var en ægte australsk farmer. Han spiste lammekotteletter til morgenmad og drak mindst én six-pack om dagen. Derudover havde han et indædt had til de indfødte aboriginies og en masse andre ting som han ikke kunne gøre noget ved, f.eks. vejret. En dag var det for koldt men han havde alligevel valgt at tage shorts på… nå men når han ikke var negativ (hvilket nok var 80% af tiden, var han faktisk meget hyggelig.)
De australske farmere der bor så langt ude på landet, lever de lidt efter deres egne regler. F.eks. var der en ørn ( wedgetailed eagle – meget fredet) der havde forsøgt at tage hans ene hyrdehund, hvortil han kvitterede med en par pump med 12/70’eren (jagtgeværet) og så var der ikke ret meget ørn tilbage… Da vi var på rævejagt, var der en ræv han ikke kunne ramme efter at have skudt efter den en 2-3 gange. Han mumlede eder og forbandelser og skruede på kikkert og diverse men lige lidt hjalp det. Til sidst endte det med at bilen blev smidt i 1 gear, klampen i kælderen og 100 mtr. senere lød der et bump. Kan man ikke ramme dem med riflen, så kan man da med bilen…
En dag da vi var igang med at separere nogen køer fik Justy pludselig et opkald over brandradioen (Farmerne hjælper hinanden med brand, da det tager lang tid for brandvæsen at komme) fra en nabokone, der havde låst sig inde på kontoret, fordi hendes far (som var psykisk syg og havde prøvet at hænge sig selv et par måneder forinden) prøvede at slå hende og børnebørn ihjel. Så 130 udover markerne med både riffel og haglgevær fordi noget skulle gøres og politiet var jo som altid en time om at komme. Vi skøjtende sidelæns ind i indkørslen for at møde synes af smadrede firhjultrækkere og diverse som han havde ødelagt for at forhindre at de kunne flygte. Da han så os begyndte han vild flugt udover markerne. Det eneste vi kunne var at følge efter – Jeg hoppede om på ladet og med 60 km i timen fløj vi afsted for hele tiden at kunne opdatere politiet, som til sidst mødte os og fik fat i ham. Det var heldigt han ikke havde nøglerne til våbenskabet. Så fik vi nok Miami Vice for den dag.

Meget er sket siden sidste indlæg og vi vil bestræbe os på at skrive lidt oftere! 🙂