En forsinket update + sejltursminder

Tre måneder er snart gået her på Brippick, og vi er ved at være klar til at tage hul på næste del i vores store Australien eventyr. Det har været tre gode og lærerige måneder og vi kan tage en masse gode oplevelser og minder med os videre ud i verden. Vi har endnu engang lært søde og rare mennesker at kende, som altid vil åbne deres hjem for os. Gode bekendtskaber er gode at ha’! ❤️

På lørdag ruller vi for sidste gang ud af indkørslen på T Dam Road og kører mod The Grampians. En nationalpark jeg besøgte da jeg var her i 2017, men som vi endnu ikke har haft tid til at se. Der skal vi bruge det første døgns tid med at gå nogle forskellige vandreruter. Og se vandfald, selvfølgelig!

Søndag kører vi videre mod Lorne. Vi skal fejre søde Emma,(min fætters kæreste) hun har fødselsdag. Vi skal bruge et par timer i en naturpark, hvor der er svævebane i trætoppene. Det ser vildt sjovt ud og mine forventninger til det er høje! 😀 Senere samme dag starter vi på Great Ocean Road, da vi skal mod Adelaide. Vi skal i Adelaide besøge det ægtepar vi købte bilen af, og de har inviteret os ud at høre jazz tirsdag aften. Endnu engang er det så praktisk at kende folk, og vi kender efterhånden mange her, eller også er der nogen, som kender nogen. Vi er sikret arbejde stort set hele vejen rundt i Australien, ikke at vi vil bruge al vores tid på at arbejde, men det er godt at få penge på kontoen. Så varer eventyret det længere. Vores rejse slutter jo ikke efter Australien. Planen er stadig, at vi skal videre til New Zealand og så til Asien. Vi har også en masse rejsedrømme i Europa; vanlife i Østeuropa, vandreture i skotsk højland, sejle til Sortehavet på kanalerne(nej, vi er ikke blevet helt vandskræk og vi taler ofte om de utallige dejlige minder vi havde med Lars på kanalerne og senere hen i Middelhavet med Karoline også.)

Og sådan er det jo så ofte med oplevelser, og særligt mange oplevelser på en gang. Når man står midt i det, så kan det være svært at bearbejde, sådan har jeg det i hvert fald, men som tiden går, så tænker jeg tilbage og mindes alle de gode timer jeg har haft. Kanalturen var til tider hektisk. Vi kom i nogle situationer vi ikke ønskede at være i og har til tider alle tre været presset. Da vi endelig kom frem til Port Saint Louis tænkte jeg lykkeligt: hold nu op, hvor er jeg glad for endelig at være ude af det her kanalsystem, det skal jeg aldrig nogensinde prøve igen. Og de skide sluser, aldrig mere! Til tider tænkte jeg også, at turen slet ikke var, hvad jeg havde regnet med og jeg savnede at være kun mig selv.. Men forventninger og virkeligheden stemmer jo ikke altid helt overens med hinanden. Tre mennesker sammen på en båd i flere måneder, så vil der jo selvfølgelig komme uenigheder. Men nu, næsten et år senere sidder jeg tilbage med kun varme, rare følelser og positive tanker om vores tur. Mindes de stille kanaler i Tyskland med grønt forårsgræs på breden og træerne som kun lige var sprunget ud. De kolde, rolige morgener, den dårlige morgenkaffe(selv ikke tiden kan ændre min mening om pulverkaffe!), fuglekvidder og mosekonen, der var taget over grænsen for at brygge. Hvor var det en dejlig tur, og hvor fik vi mange gode oplevelser sammen, gode snakke og grin. Det er noget ikke alle får prøvet, men hvor er jeg glad for vi tør. Så her en tak til Lars og Malte for det bedste kanalsejlads jeg nogensinde har været med på og til Karoline også, for den dejlige sommer vi havde i Middelhavet. ❤